Kia Ora!
/Christina og Thomas
Toiletter, delfiner og guld...

I går var sidste dag nordpå og vi skulle forlade Paihia. Vi havde lidt tid at bruge inden vores Hole in the rock Cruise kl. 13.30, og vi kørte derfor til Kawakawa ca. 30 minutter fra Paihia. Kawakawa er ikke den mest spændende by, men den østrigske kunstner Hundertwasser boede her ad flere omgange og har bl.a. designet byens offentlige toiletter. Det var faktisk meget flot, og trækker åbenbart masser af turister til hvert år.

Efter frokost i en nærliggende park, kørte vi igen mod Paihia. Vi fik parkeret bilen og satte ud for at finde en is. Herefter var det endelig tid til Cruise. Vi stævnede ud med båden Dolphin Seeker, og havde ikke sejlet ret langt, inden en anden båd kaldte op på radioen for at fortælle at de havde spottet delfiner. Ganske rigtigt, en flok på ca. 10 delfiner svømmede rund og legede omkring bådene. En fantastisk oplevelse endelig at se de legesyge dyr i fri natur.


Herefter gik turen videre ud i the Bay of Islands, som indeholder lidt over 140 øer. Vi havde kursen lod Cape Brett, eller Hole in the rock øen. En ø med hul igennem, hvor man på rolige dage kan sejle igennem. Det kunne vi dog ikke, der var alt for meget strøm og høje bølger. Flot så det ud, selvom vi ikke kom igennem.



Vel tilbage i havn, kørte vi for sidste gang mod Snells Beach og en enkelt overnatning hos Bitter og Søren. Godt vi lod os overtale til det, så vi ikke skulle køre hele den lange tur på mere end 7 timer, fra Paihia til Hahei Beach.
Efter en hyggelig aften og en god nats søvn, fik vi sagt ordentligt farvel til Aksel, Viktor, Søren og Bitter. Det var så hyggeligt at besøge dem, og så mange gange! Vi følte os helt hjemme i Snells.
På vejen til Hahei Beach, stoppede vi i Thames og tog på Guldgraver oplevelse. Det var sjovt at se hvordan man havde gravet minegangene, hørt om hvordan man arbejdede i minerne og hvor meget arbejde der skulle til for at finde den mindste smule guld. Det var en god oplevelse og er perfekt stop på vejen. Tak for tippet til Erling, Ida og William og Jonatan.

Vi ankom til vores feriepark Tatahi Lodge og vores hytte The Cottage ca. 15.30. Efter indtjek og projekt “Tøm bilen hurtigst muligt så vi kan komme på stranden” satte vi kursen mod de blå bølger. Vi kunne høre bølgerne på lang afstand, og glædede os til at bodyboarde, men ak... bølgerne knækkede alt for tæt på land, og strømmen var alt for voldsom. I stedet blev der gravet huller og løbet og leget på stranden i stedet.
Aftensmaden blev indtaget på en nærliggende restaurant, rigtig lækker mad og lækker øl.