Kia Ora!

Her på denne lille blog kan I læse om vores ferie i New Zealand. Vi vil, så vidt det er muligt, forsøge at opdatere med lidt beskrivelser af hvad vi oplever hver dag, måske endda med et billede eller to. Vi er alle rigtig spændte over at NU går det snart løs, det vi har set frem til i så lang tid. Og så glæder vi os til at fortælle og vise meget mere når vi er hjemme igen, indtil da må I nøjes med det der kommer her på siden.

/Christina og Thomas

Hot water beach

Efter vi tjekkede ud fra vores hytte, kørte vi til Hot water beach, som ligger ca. 10 minutter fra Hahei. Her gik vi ned på stranden og fandt et sted til vores hjemmelavede pool. Man kan nemlig grave ned i sandet hvor der kommer varmt vand op fra undergrunden. Første omgang gravearbejde var uden held, og vi fandt derefter et andet sted hvor vi hurtigt fik fundet varmt vand. En ret fed oplevelse at grave sin egen pool.


Herefter strøg vi mod Auckland og fik afleveret bilen, og tjekket ind på hotellet til sidste overnatning i New Zealand. I morgen fordriver vi ventetiden i Butterfly Creek, en lille Zoo 1 km fra lufthavnen, inden vi flyver kl 15.15.

Dette bliver nok den sidste opdatering fra rejsen, da vi jo de næste mange timer skal sidde i flyveren. Det har været en fantastisk tur, men det bliver nu alligevel godt at komme hjem.

Driving Creek og huller i sandet



Turen lakker mod enden og som en af de sidste udflugter, kørte vi til Coromandel Town og besøgte Driving Creek Railway. Turen dertil var mestendels på sindssygt smalle og meget snørklede grusveje, hvor Thomas fik helt ondt i hovedet af koncentration.

Oprindelig blev Driving Creek Railway bygget af en pottemager der manglede en måde at få ler transporteret med af bjerget, men er nu en turistattraktion. En tur på ca. 30 minutter op ad bjerget af små smalle spor, og med udstillede lerkunstværker undervejs. Drengene syntes det var dejligt ikke at skulle gå:) oppe på toppen ved Eyefull tower, var der en fantastisk udsigt over Hauraki Gulf, virkeligt smukt.





Da vi kom hjem til Tatahi Lodge igen, fik vi spist frokost og gik derefter til stranden for at grave huller. Vandet var igen i dag vildt og voldsomt, så ingen badning til os. Til gengæld hyggede alle drenge sig med at grave en stor pool i sandet. Desværre blev den ofte ødelagt af de store bølger.





I morgen går turen mod Auckland hvor sidste døgn inden hjemrejsen skal tilbringes.

Det bliver godt at komme hjem, men vi ønsker vist alle at kunne blive her bare en dag til.


Toiletter, delfiner og guld...



I går var sidste dag nordpå og vi skulle forlade Paihia. Vi havde lidt tid at bruge inden vores Hole in the rock Cruise kl. 13.30, og vi kørte derfor til Kawakawa ca. 30 minutter fra Paihia. Kawakawa er ikke den mest spændende by, men den østrigske kunstner Hundertwasser boede her ad flere omgange og har bl.a. designet byens offentlige toiletter. Det var faktisk meget flot, og trækker åbenbart masser af turister til hvert år.


Efter frokost i en nærliggende park, kørte vi igen mod Paihia. Vi fik parkeret bilen og satte ud for at finde en is. Herefter var det endelig tid til Cruise. Vi stævnede ud med båden Dolphin Seeker, og havde ikke sejlet ret langt, inden en anden båd kaldte op på radioen for at fortælle at de havde spottet delfiner. Ganske rigtigt, en flok på ca. 10 delfiner svømmede rund og legede omkring bådene. En fantastisk oplevelse endelig at se de legesyge dyr i fri natur.




Herefter gik turen videre ud i the Bay of Islands, som indeholder lidt over 140 øer. Vi havde kursen lod Cape Brett, eller Hole in the rock øen. En ø med hul igennem, hvor man på rolige dage kan sejle igennem. Det kunne vi dog ikke, der var alt for meget strøm og høje bølger. Flot så det ud, selvom vi ikke kom igennem.






Vel tilbage i havn, kørte vi for sidste gang mod Snells Beach og en enkelt overnatning hos Bitter og Søren. Godt vi lod os overtale til det, så vi ikke skulle køre hele den lange tur på mere end 7 timer, fra Paihia til Hahei Beach.

Efter en hyggelig aften og en god nats søvn, fik vi sagt ordentligt farvel til Aksel, Viktor, Søren og Bitter. Det var så hyggeligt at besøge dem, og så mange gange! Vi følte os helt hjemme i Snells.

På vejen til Hahei Beach, stoppede vi i Thames og tog på Guldgraver oplevelse. Det var sjovt at se hvordan man havde gravet minegangene, hørt om hvordan man arbejdede i minerne og hvor meget arbejde der skulle til for at finde den mindste smule guld. Det var en god oplevelse og er perfekt stop på vejen. Tak for tippet til Erling, Ida og William og Jonatan.


Vi ankom til vores feriepark Tatahi Lodge og vores hytte The Cottage ca. 15.30. Efter indtjek og projekt “Tøm bilen hurtigst muligt så vi kan komme på stranden” satte vi kursen mod de blå bølger. Vi kunne høre bølgerne på lang afstand, og glædede os til at bodyboarde, men ak... bølgerne knækkede alt for tæt på land, og strømmen var alt for voldsom. I stedet blev der gravet huller og løbet og leget på stranden i stedet.

Aftensmaden blev indtaget på en nærliggende restaurant, rigtig lækker mad og lækker øl.

Kobberbryllup :)

Dagen i dag er lidt speciel, da det er vores kobberbryllupsdag! Jeps, 12,5 år er gået siden vores fantastiske bryllup i Aarhus.

Drengene overraskede os ved at vække os med balloner og gaver på sengen, og de havde endda også dækket morgenbord, uden at vi havde hørt noget til det. Vi fik en flot plakat af drengene samt chokolade fra Gammelgaard siden af familien. Drengene havde konspireret med Bodil og Holger for at planlægge det, dejlig overraskelse.


Efter morgenmad hoppede vi i Toyotaen og kørte til Puketi skoven ca. 40 minutter fra Paihia. Her var store Kauri træer på sølle 500 år. Der er Kauri træer der menes at være over 2400 år gamle andre steder New Zealand.



Efter skovturen kørte vi mod Kerikeri og så her Rainbow Falls vandfaldet. Det var også virkelig flot og der hvor billedet i toppen er taget. Der var også nogle der badede under faldet og i lagunen forneden.

I Kerikeri spiste vi frokost, og tog så 18 huller på minigolfbanen. Johannes hyggede også med katten der var på banen. Det var hyggeligt, men varmt, så vi måtte ind og have is ved Makana Chokolade fabrik, ikke dårligt.






Vel hjemme i lejligheden igen, hoppede drengene i poolen, mens vi tog et glas iskold Pinot Gris på kanten.

De 4 drenge strøg derefter i Gamesroom og spillede bordtennis og pool mens moderen forberedte pastasalat. Thomas grillede bøffer og vi spiste et herligt kobberbryllupsmåltid.

Dejlig dag!




Waipu Caves, Whangarei og Paihia

Efter morgenmaden i Snells Beach satte vi kursen nordpå. Første stop var i Waipu Caves hvor vi vandrede ind i grotter og så glowworms. Det var sjovt at se de små glødende prikker på loftet når vi slukkede vores pandelamper. Lidt svært at fange på kameraet, men forsøges skulle det...


Derefter kørte vi til Whangarei hvor vi så (endnu) et vandfald, Whangarei Falls. Det var en meget flot tur ned gennem skoven og hen til vandfaldet.




Efter de obligatoriske billeder, kørte vi den sidste strækning til Paihia og vores næste opholdssted. Aloha Seaview Resort Motel ligger på toppen af et mindre bjerg med en fantastisk udsigt over vandet og øerne.


Efter vi havde checket ind, sprang børnene i poolen og forældrende drak kaffe.
Om aftenen tog vin til byen og gik en lille tur, spiste pizza og burger inden de obligatoriske indkøb til morgenmaden.



Ti point coastal walk



Dagen i dag bød på vandretur ved det smukke Ti point. Vi gik fra molen ved Ti point og gennem lækker natur langs vandet, til en udkigspunkter et godt stykke ude på pynten.
Alle klarede det super flot, og der var nogle rigtig flotte udkigspunkter undervejs.

På vejen hjem igen fik vi igen lækker is på Charlies Gelato. Dejligt i varmen.

Eftermiddagen blev tilbragt hjemme i huset på Fidelis Avenue med lektier og hygge.


De voksne drak vin og spillede spil om aftenen.


I morgen går turen nordpå mod Pahia.

Omaha Beach og sejltur

Dag to med alle vennerne i Snells Beach var rigtig godt planlagt. Formiddagen stod på surf på Omaha Beach godt 15 minutter fra Snells Beach. Vandet var lækkert med en del bølger, så der blev surfet og bodyboardet til den store guldmedalje. Og de mindre fik gravet et hul og en tunnel mellem to huller i strandsandet.





Da vi var færdige med det, kørte vi til Matakana, en lille by i nærheden, hvor vi spiste frokost ved 8 Wired bryggeriet. Et virkeligt lækkert sted med 21 forskellige øl på fad og mindst ligeså mange forskellige på flasker. Der fik vi pizza fra en lille pizzavogn uden for bryggeriet. Vild lækre stenovnsbagte pizzaer og kolde øl.



Herefter trængte vi til at slappe lidt af inden aftenens sejltur. Børnene så en film, jeg sov og der blev forbereder til aftenens arrangement.



Vi havde booket en båd og en skipper, som sejlede os ud til Kawau Island. Vi kastede anker i en lækker rolig bugt, og kunne så svømme, snorkle, sejle på Stand Up Paddle Boards eller kajakker. Vi havde lækker mad med og kølig hvidvin.
















Efter 3 timer i bugten, vendte vi hjemad igen, så de mindste kunne komme hjem og sove. Vi voksne hyggede derefter med spil, snak og lækre drinks til langt ud på aftenen. En kanon dag for alle!

Snells Beach

Efter 4 dage i Rotorua var det tid til at sætte bilens snude mod nord til Snells Beach igen. Inden skulle vi dog forbi Kuirau Park, og se de varme kilder og søer der er der. Endnu et flot syn!

Herefter kørte vi mod Waiwere vandfaldet, som dog var lidt udtørret og ikke var på sit højeste. Vi havde desværre ikke tid til vandreturen op til vandfaldet, så det må blive en anden god gang.

Turen op forbi Auckland var desværre én lang kø, og vi sneglede os afsted. En lille times tid for sent, ankom vi til Snells Beach til grill og hygge med Søren og Bitter og drengene, men også med Ida og Erling og deres to drenge. Den fantastiske flok skal vi være samme med hele weekenden her, bliver klasse

Te Puia



I dag var vi på besøg i Te Puia, som er et oplevelsescenter for Māori kultur og Geotermiske vidundere.

Vi fik til at starte med, en guidet tur rundt til nogen af de flotte geotermiske områder man kan opleve i parken. Vi så boblende mudder, gejseren Pōhutu og kogende søer og dampende jordhuller.






Vi så også Kiwi fugle, eller rettere nogle af os så den. De er vågne om natten og derfor fik vi en tur gennem et simuleret natteunivers. Fuglene var ret svære at se, på trods af at de er ret store.

Vi fik også set en opvisning af Māorierne med både traditionel velkomst, sang, kampkunst og haka, virkelig flot!



Efter denne opvisning gik vi rundt i parken selv, og fik oplevet flere af de spændende geotermiske vidundere der hente sig bag nærmest et hvert sving.

I Te Puia ligger også The New Zealand Māori Arts and Crafts Institute, hvor talentfulde træskærere og vævere trænes i de gamle teknikker som er brugt gennem mange mange år.



Alle var herefter trætte og trængte til en tur i poolen da termometeret rundede de 32 grader, alt i mens Thomas købte ind og Christina vaskede tøj og holdt øje med de badende drenge.

Aftenen er gået med endnu en badetur og drengene har lavet lidt lektier. Nu skal vi tidligt i seng, da vi skal tidligt op og tjekke ud fra vores hytte. Vi skal køre mod Snells Beach til hygge med Søren og Bitter og endnu et af deres vennepar, men der skal vi først være kl. 17, så der er rig mulighed for at opleve en masse på vejen nordpå.

Hobbiton og Redwoods Treewalk


I dag trådte vi ind i Hobitternes verden. Efter en god køretur op til Hobbiton The Movie Set, blev vi i bus kørt ned til selve settet. Det hele ligger på en fårefarm lidt udenfor Matamata. Her har man bygget kulisserne op så de kan nydes af alle. Vi blev guidet rundt til de forskellige dele af settet, og fik set hvordan det var konstrueret, så de forskellige skuespillere så enten store eller små ud.











Eftermiddagen gik endnu en gang med en tur i poolen, hvor selv Christina hoppede i vandet, store sager!


Sen aftensmad blev igen i dag indtaget i Eat Street, hvorefter vi kørte ud til en gå tur i Redwoods Treewalk. Det var virkelig flot som der var lys i og på træerne, alt i mens vi gik godt 20 meter over jorden.





Der var også en skive af et over 2000 år gammelt træ, det var ret imponerende at se.


Nu er vi godt trætte, og skal vist have en god nats søvn inden morgendagens udflugter venter.


The Duck and Skyline


Dagen i dag stod på sightseeing i Rotorua med DuckTours. Det er et gammelt 2. verdenskrigs amfibiekøretøj, som nu er ombygget til turistkøretøj. Vi valgte turen hvor vi så byens Government Gardens og 3 af de mange søer.
Vi fik alle udleveret et Public Harrassment Device, en Andefløjte:) den blev blæst flittigt i flere gange under vejs, til stor spas for drengene, som ellers var usædvanligt trætte i dag...



Første sø var Lake Rotorua, som har en ret høj pH værdi på mellem 2-3,5 et sted, grundet masser af svovl der kommer op gennem undergrunden. Dernæst kørte vi til Lake Tikitapu, den blå sø. Her kørte vi ud i søen og fik testet Andens egenskaber som båd. Det var sjovt at sejle rundt på søen og så bare køre op når vi var færdige med sejladsen.

Guiden underholdt med historier om området, og om hvordan træer her i området vokser 2-3 gange hurtigere end andre steder.

Sidste sø var Lake Okareka, som vi også fik en sejltur på. Her lå mange af de virkelig dyre sommerhuse, helt op til 5,8 millioner NZ dollars.

Næste aktivitet var en tur til Skyline Rotorua. Med gondol op på bjerget, hvor der så var forskellige aktiviteter: små go-carts med 3 forskellige ruter ned af bjerget, svævebaner og en kæmpe gynge.






Vi havde købt en kombi-billet med turen op og 5 ture med go-cart. Det var rigtig sjovt at drøne ned gennem skoven på de forskellige ruter.
Johannes fik også købt sig en ny t-shirt, hvor han selv bestemte farve og motiv, hvorefter den så blev printet til ham. Drengene købte også en æske med en masse bland selv Jelly-Beans.

Aftenen blev sluttet af med middag i byen på den italienske Restaurant Leonardo’s. Thomas fik en stor bøf og de andre 4 fik lækker pepperoni pizza.
Hjemme på pladsen fik vi badet i poolen igen, inden der blev hygget med øl og snolder i hytten.

Napier til Rotorua



I dag stod dagen på køretur fra Napier til Rotorua. Vi gjorde undervejs holdt i Taupo og fik set udsigten over Lake Taupo med vulkanerne vi så i Ohakune i det fjerne. Vi var i Taupo også ude og se Huka Falls, endnu et af de mange vandfald i New Zealand.

Herefter gik turen det sidste stykke mod Rotorua og vores camping plads som desværre er en noget kedelig affære. Lille kedelig legeplads, og svedet græs. Men! Så er der boblende og kogende mudder i huller og en kogende flod i baghaven. Vi bor nærmest lige ud til Lake Rotorua, som er kæmpe stor, så der er noget pænt at se på (igen)



Efter indkøb og aftensmad blev der badet i pladsens pool, som blev godkendt af alle drengene, dejligt med lidt afkøling i varmen
Til aften fik også lagt planer for de næste 4 dages oplevelser her i Rotorua, det bliver forrygende:)

Napier dag 2

Drengene ville rigtig gerne have haft en tur på go-carts i går, men de var lejet ud hele tiden. Så det var naturligvis det første de skulle i dag, endda inden morgenmaden:)

Efter morgenmaden, iførte vi os den obligatoriske omgang solcreme, hat og solbriller og kørte igen ind til Napier centrum. Vi parkerede ved en flot anlagt have, Centennial Gardens, med masser af blomster, vandløb, sø og kæmpe højt vandfald. Selvom vandfaldet fik hjælp fra en pumpe, var det nu imponerende lavet.






Vi gik derefter langs Marine Promenade ned til en rigtig fin minigolf bane, hvor vi spillede i solskinnet med udsigt til uendeligt meget vand og Cape Kidnappers i det fjerne.



Efter golfturen, ville drengene bare så gerne hen på Starbucks og have en Strawberries and cream frappacino, som de også fik i går. Ja de ville hellere det end have en is...

Tilbage til bilen og opad det gik mod Bluff Hill Lookout. Vejen var lukket så vi fik en god vandre tur op til toppen. Her var en fantastisk udsigt over hele området omkring havnen, havet og ind over Napier. Her spiste vi frokost og tog et hvil inden nedstigningen til bilen igen.



Tilbage i den varme bil, satte vi kursen mod Waipatiki strand. Det var en tur langs lysten, og op over bjergene indtil vejen endte på stranden mellem høje klipper. Der var en del store bølger, så drengene var glade for at kunne surfe igen. Dog var det et noget lumsk sted, da der var kraftig strøm og masser af dybe huller på bunden. Så vi gik ikke så langt ud, men surfe skulle vi. Det blev til en masse gode store bølger, inden vi trætte satte os i bilen igen.



Vi spiste en autentisk New Zealandsk aftensmad på McDonalds, og kørte så tilbage på campingpladsen for at slappe af. Til sidst skulle de skøre unger liiiiige bade i poolen, for de havde jo ikke været i vandet i dag :)

Nu er der så melon og afslapning i hytten hvor morgendagens tur til Rotorua planlægges. Her skal vi være i 4 dagen, hvilket bliver rart til en afveksling.

Napier



Så blev det tid til at forlade Ohakune, som her i sommertiden er en usædvanlig stille (og kedelig) by. Havde vi vidst det på forhånd, havde vi nok valgt et andet sted. Nå pyt, vi skulle jo egentlig kun sove der.

Efter en lang og til tider virkelig smuk tur på tværs af øen ramte vi Art Deco byen Napier ved middagstid, vi var heldige at kunne checke ind tidligt, og så kørte vi ind til byen. Vi gik en lang tur i de flotte gader, og selvom butikkerne tiltrak megen opmærksomhed, skulle man jo kigge opad for at se de flotte bygninger.




Vi fik en omgang forfriskninger på den lokale Starbucks, inden vi gik på Marine Parade og en tur på det lokale museum. Her så vi maori udstilling og en udstilling om da byen blev jævnet med jorden i et kæmpe jordskælv i 1931.



Tilbage på campingpladsen blev der lavet mad, tjekket legeplads og sidst men ikke mindst blev poolen besøgt. Nu lægges der planer for dagen i morgen, børnene er puttet og vi følger snart efter.

Bjergbestigning


I dag tog vi ind til hjertet i Tongariro National Park, hvor vi skulle op i højden og vandre lidt på Mt. Ruapehu. Vi kørte de ca. 45 min. fra vores campinghytte, og fik igen set de majestætiske vulkaner fra flere sider mens vi kørte op til et noget bart skisportssted i 1632 meters højde. Herfra tog vi Sky Waka liften op til en cafe/restaurant i 2013 meters højde. Der var en en fremragende udsigt fra liften, men også fra restauranten. Herfra vandrede vi opad indtil små og store ikke kunne mere. Virkelig en fantastisk oplevelse!





Godt nede igen, kørte vi ned til Visitors Centeret og fandt en lille madvogn hvor vi købte lidt frokost. Herfra kørte vi ca. 4 km. ned hvor der var et flot vandfald bare 800 meter fra vejen. Det skulle vi også ind og se nærmere på. Det var også virkelig flot, og måtte da danne ramme om en familie selfie:)



Nå ja og Thomas skulle lige eksperimentere med lang lukkertid på kameraet....



Så kørte vi hjem på campingpladsen. Vi var egentlig godt trætte, men ungerne legede i skoven, kørte på Moon-car cykel og fik lavet lektier. Herefter gik vi alle 5 en tur i skoven og op til en park med forskellige lege og udendørsaktiviteter. Blandt andet BMX og mountainbike baner. Frederik og Sebastian var noget knotne over man ikke lige kunne få fat på en cykel der.

Aftensmaden blev indtaget på La Pizzeria i byen, en af de ældste pizza restauranter i byen. Vi fik god mad og drikke, og endte tidligt i seng, godt brugte efter en aktiv dag.


En dag i bilen...

Efter et par rigtigt hyggelige dage i Snells Beach, vendte vi i dag bilen sydpå. Vi havde en rigtig lang køretur i vente, og derfor gjorde vi holdt i Hamilton, hvor vi efter Bitter og Sørens anbefaling gik en tur i Hamilton Gardens. En fantastisk oplevelse at se alle de forskellige temahaver. Skørt at tænke på at det for ikke længe siden var byens losseplads. Efter haverne spise vi frokost i caféen i Hamilton Gardens.



Herefter gik de næste 3 timer med at køre på snørklede veje gennem bjerge og dale, indtil vi nåede frem til Tongariro National Park. Her skal vi bo i Ohakune de næste to dage, for foden af Mt. Ruapehu. Det er bjerget til højre på billedet ovenfor. Til venstre ses Mt. Ngauruhoe, eller måske bedre kendt som Mt. Doom fra Ringenes Herre filmene.






Tawharanui Regional Park

I dag stod den på en udflugt til Tawharanui Regional Park.

Turen ud til Tawharanui var en man skulle holde tungen lige i munden for at køre. Masser af hårnålesving og minimalt udsyn:)

Et fantastisk område med beskyttet natur. Her er sjældne fugle og bevoksning som gør området helt eventyrligt.
Vi startede med en mindre vandretur og så her flotte fugle, træer og vidunderlig udsigt.


Herefter var der dømt badning ved den flotte strand. Vandet var noget koldere at komme i idag, men det gjorde intet da vi fik varmen af at surfe med vores bodyboards. Det var noget Søren og Bitter havde købt for os i genbrugsbutikken. Vi fik nogen fine ture på nogle gode høje bølger.



På vejen hjem fik vi også lige en lækker is hos Charlies Gelato. Herefter hjemad for at hente Aksel og Viktor, og se deres skole. Det var spændende at se hvor de tilbringer deres hverdag.

Aftenen bød på kajaksejlads i bugten, og hygge i stuen, inden vi i morgen sætter snuden sydpå mod Ohakune.



Snells Beach

Efter en blandet omgang søvn, stod vi op og fik morgenmad på hotellet. Det var en fin buffet med alt hvad dertil hørte. Det var en kort fornøjelse her i Auckland, men vores lejebil skulle jo hentes, så vi kunne trille op mod Snells Beach.

Efter lidt forsigtig kørsel til at starte med, lykkedes det at få helt godt styr på det der venstre kørsel. Det tog vel godt og vel 44 minutter før vi var hos Søren og Bitter. Dejligt at gense dem og drengene. Vi tog til Omaha Beach en lille halv times tid væk. Det er der det første billede er taget. Der fik vi alle prøvet surfbræt og bodyboards i det utroligt varme stillehav, lækkert. Godt trætte kørte vi hjem til aftensmad, og nu forsøger vi så at sove i varmen.





Endelig....

Så oprandt dagen endelig hvor vi skulle afsted. Vi tog afsted hjemmefra kl. 6.30, og er nu endelig landet på hotellet i Auckland.

Dagen startede med en lang togtur til København med morgenmad, godt humør og forventningerne skruet helt op.



Midt på Fyn siger Johannes: se mor vi er ude på landet, New Zealand ligger godt nok langt væk ☺️



Så en endnu længere flyvetur til Singapore og så en lille bitte tur på 9 timer til Auckland.
Alle har klaret det strålende, og nu skal vi bare sove så vi er friske til køreturen op til Bitter og Søren i morgen.




Programmet er klart

Nu nærmer vi os meget snart afrejsen mod New Zealand. Vi har lavet et program over hvad vi har planlagt vi gerne vil se og hvornår. Det er primært lavet til drengene, så de kunne få et begreb om hvad det egentlig er vi har kastet dem og os ud i, men I andre kan også se det i denne pdf NZ2020.pdf

/Thomas

Vis flere indlæg